Amager Bio

Lørdag 22. maj

The Pineapple Thief (UK)

Om koncerten

Koncerten er arrangeret af All Things Live
Spørgsmål om ledsagerbilletter, pressehenvendelser o.a.: https://allthingslive.dk/about
____

Det britiske progrock-band tager deres nye album ’Far and Wide’ med til Amager Bio, når de vender tilbage til København med deres potente arrangementer og stærke melodier 22. maj.

Der er noget særligt ved en koncert, der begynder stille og ender med at fylde hele rummet. Det er netop den bevægelse, The Pineapple Thief mestrer, og nu vender det britiske band tilbage til deres danske hjemmebane i Amager Bio, hvor de igennem tiden har leveret flere udsolgte koncerter.

I front står Bruce Soord, der siden bandets begyndelse i 1999 har været drivkraften bag The Pineapple Thief. Hans karakteristiske vokal og personlige sangskrivning møder store guitarflader, atmosfæriske keyboards og præcist trommespil. Soords tekster kredser ofte om de mere komplekse sider af menneskelige relationer og livet, mens musikken giver dem plads til at vokse.

Gennem mere end to årtier har The Pineapple Thief udviklet et udtryk, hvor det intime og det storslåede hele tiden spiller sammen. På den ene side de skrøbelige melodier og Soords nære vokal, på den anden side de øjeblikke, hvor hele bandet med stjernetrommeslager Gavin Harrison på taktstokken formår at løfte musikken, og lader den brede sig ud i store, intense lydlandskaber.

Til oktober udgiver de albummet Far and Wide, som fortsætter den musikalske rejse fra tidligere album som Your Wilderness, Dissolution, Versions of the Truth og It Leads to This. Live får de mange lag lov til at stå endnu tydeligere frem, når de fem musikere omsætter de detaljerige produktioner til en koncert, der bevæger sig mellem det eftertænksomme og det kraftfulde.

Sidst The Pineapple Thief stod på scenen i Amager Bio, blev publikum blandt andet taget gennem både nye og ældre numre – fra drømmende guitarpassager til de mere hårdtslående øjeblikke. Nu er det igen tid til at lade musikken vokse fra de første toner til de store finaler, når The Pineapple Thief vender tilbage til Amager Bio 22. maj.

Medier